Skotland - onsdag den 13. september 2017

Rubha Hunish - Skyes nordligste punkt

Tilbage

Atter en flot morgen efter en del regn om natten. Det er ikke uden grund, at græsset er vildt vådt. Selv om græsset er langt, lyder der sjap sjap, når man går på det.

Jeg er oppe et par timer før de andre og nyder bare morgenen og den tiltagende aktivitet på pladsen.

Kl. 7 hopper jeg i bad og det er en stor begivenhed, for det betyder rene underhylere og en ren t-shirt. Det er jo altid et spørgsmål, om der er koldt eller varmt vand i badet. Her har de valgt en alternativ løsning og gjort vandet mega varmt. Så står man ikke under strålen alt for længe.

De andre kommer op og morgenmaden tilberedes i de eneste faciliteter med lidt bordplads. Der er 4 håndvaske med lidt bordplads ved siden af. Så vi okkuperer 2 vaske til vores forehavende. Det er nu mærkeligt, at der ikke laves lidt flere siddefaciliteter til gæsterne. Vi kan ikke sidde i teltene, uden at blive våde.

Dagens tur går op til den nordlige spids på Skye. Jan har fundet en vandretur op til en hytte, der kan bruges til overnatning. Vi havde talt om at tage derop og overnatte, men ændrede vores planer. Så nu bliver det i stedet en vandretur derop og tilbage igen.

Landskabet er råt med høje bjerge og klippeformationer. Til venstre for os er der en lang bjergkam og til højre for os er der også lodrette klippeformationer ned mod vandet.

Vejen bliver smallere og dårligere efterhånden, som vi kommer nordpå. Den ender i et spor med vigepladser. Man kan godt tro, at man kører rundt på Færøerne, men der er to ting, der afslører, at vi er længere sydpå. Husene er typisk britiske. Solide og med tykke vægge. De vælter ikke i stormvejr. Den anden ting er, at Færingerne har formøblet en masse af vores skattepenge på at bygge formidable veje. Den ødsel er ikke Skye-borgerne forundt.

Vi når op til nordspidsen og til en parkeringsplads, hvorfra vandreturen starter. Der holder allerede nogle biler, så vi er ikke de første. Men der er slet ikke den samme søgning herop, som til gårsdagens tur.

Det første stykke sti ser fin og fladt ud og på trods af regnen, er stien stort set tør. Vejret er fantastisk. De har lovet masser af regn over middag, men lige nu er der sol og ingen vind. Det betyder også, at man skal bevæge sig, for at undgå midges.

Den gode sti får dog snart ende. Efter nogle hundrede meter bliver det til en værre gang sump og det er næsten umuligt at undgå våde og mudrede støvler.

Turen op mod hytten er ca. 2,5 km. Det er ikke særlig meget, men det tager tid, når vi hele tiden skal zik-zakke på eller ved siden af stien, for at finde et nogenlunde tørt område. Nogle steder er der lagt store sten, man kan træde på, men det er undtagelsen.

Efter en god kilometer, fortsætter stien langs siden af en bakke. Man skulle tro, at stien så er tør at gå på, men det er ikke tilfældet. Så ud over at vi skal kæmpe med balancen på bakken, skal vi fortsat zig-zagge op og ned. Det er lidt hårdt, at gå på den måde. Det kræver en del koncentration, hvis man ikke pludselig vil sidde fast i et sort mudderhul.

Med disse anstrengelser, når vi frem til et udsigtspunkt, hvorfra vi har fri udsyn over havet mod nord. Vi nyder virkelig, at vejret er så fantastisk.

Hytten ligger på en naboklippe og vi begiver os op til den. I hytten sidder en enkelt mand, der kan berette, at der har sovet 11 personer i hytten denne nat. Den er ikke mere end 15-20 m2. Det var vist godt, at vi ikke valgte at tage op og overnatte her, men har holdt os på campingpladsen.

Udsigten er fantastisk, solen skinner og der er ikke en vind, der rører sig. Det er helt fantastisk. Vi holder en god pause, får en marsbar og en cola.

Så går det retur mod bilen. Jørn har spottet en alternativ vej hjem, så vi undgår bakken på vej retur. Det gør turen tilbage meget lettere.

Med bilen fortsætter vi turen rundt og ned langs Skyes vestkyst. Landskabet ligger langt fra det, vi kender hjemmefra, så der bliver fotograferet flittigt.

Efter en times tid, når vi til en lille by Uig, hvor fra der sejler en færge til en øen Harris længere vestpå. Vi får tilkæmpet os en parkeringsplads på havnen. I Uig ligger Skye Brewing - det vidste vi ikke - så vi kigger ind. Der er dog ikke meget at kigge på andet end en stor turistshop. De sælger selvfølgelig også bryggeriets øl.

I stedet går vi over til en restaurant, hvor vi kan få de gængse pubretter som haddock and chips. Vi bestiller også 3 pints Black Skye, men den smager ikke helt, som den skal. Jørn går ind i restauranten, for at brokke sig. Fatter bag baren er absolut ikke enig i, at øllet smager forkert. Men Jørn holdt fast og fatter bliver sur. I stedet fik vi en Red Skye. Maden er superfin. Desværre trækker der regn ind fra nord, så vi må fortrække indendørs og spise færdigt.

Det er enden på det gode vejr. Jørn går tilbage til bryggeriet og køber et 5 liters Black Skye festfad, som vi lige kan se for os, at vi skal nyde senere på turen.

På resten af turen tilbage mod Portree og videre ned mod vores nye campingplads i Sligachan regner det. Men der er opholdsvejr, da vi når campingpladsen, Som ligger lavt ned mod en bugt med en fantastisk udsigt med bjerge hele vejen rundt.

Jan og Jørn har lige fortalt, at det er en god ide at få teltet slået op, så snart der er opholdsvejr. Så det gør vi. Men kors, hvor virker det mærkeligt, at man skal slå et telt op på en plads, hvor der står blanke søer overalt. Det handler om at finde en plads, hvor der bare er en anelse tørt.

De i forvejen drivvåde telte bliver slået op, så de kan tørre lidt. Det fungerer faktisk, så da vi senere kravler til køjs, så er der faktisk tørt inde i inderteltet, selv om der står blank vand næsten hele vejen rundt om teltet.

Faciliteterne på campingpladsen er lige så ikke eksisterende, som på forrige plads. Jan siger, at det giver god mening, da det er kroen på den anden side af vejen, der ejer campingpladsen. Hvis de laver for gode køkkenfaciliteter, vil folk ikke søge over til kroen.

Så vi søger over til kroen, for at få en øl. I et stort lokale med en speciel tagkonstruktion, sidder der mange mennesker allerede. Jørn spotter en stikkontakt og et bord i nærheden. Så er pladsen sikret. I baren bestiller vi en Dark Island. Den smager fantastisk.

De har også 2 haner med cask ale fra Cuillin Brewery. Jeg spørger, hvor langt væk dette bryggeri ligger. Bartenderen svarer tørt: 15 meter herfra. Det viser sig, at bryggeriet ligger lige bag baren. Vi smager en Pinnacle, der smager dejlig frisk. Den har en eftersmag, som vi ikke helt kan definere. Men det er en god, fyldig øl.

Efter et par timer bestiller vi lidt aftensmad. De andre kaster sig over en forret og en dessert. Jeg prøver kræfter med en salat, som er oversprøjtet med basalico dressing, så alt smager ens. Jeg kan ikke definere hverken laks eller gedeost i retten.

Det er ved at blive mørkt, så vi går tilbage til campingpladsen, hvor vi får en enkelt rom, før vi tørner ind.

Min hoste er ikke blevet bedre, så i nat prøver jeg en ny strategi. På med tophue og halstørklæde. Det virker som en god plan.